Psalms 24
Den almægtige Konge
En sang af David.
1 Jorden og alt, hvad der er på den, tilhører Herren,hele verden og alle, som bor i den.
2 Han grundlagde jorden på verdenshavene,
dens fundament lagde han på havets dyb.
3 Hvem kan stige op på Herrens bjerg?
Hvem har lov at gå ind i hans helligdom?
4 De, som har rene motiver og gør det gode,
som ikke tilbeder afguder eller sværger falsk.
5 Sådanne mennesker bliver velsignet af Gud
og nyder godt af hans trofasthed og godhed.
6 Kun de må komme ind i Herrens nærhed
og tilbede Jakobs Gud.
7 Luk de ældgamle døre vidt op,
gør plads i byens indgangsport,
så den almægtige Konge kan komme ind.
8 Hvem er den almægtige Konge?
Det er Herren, som er stærk og mægtig.
Det er Herren, som vinder enhver kamp.
9 Luk de ældgamle døre vidt op,
gør plads i byens indgangsport,
så den almægtige Konge kan komme ind.
10 Hvem er den almægtige Konge?
Det er Herren, som styrer alt.
Han er den almægtige Konge.
Copyright information for
DanBPH